Turen gik til Færøerne. Til Tórshavn, hvor far havde fået direktørposten for Balslev & Co. – det eneste trælastfirma på øerne. Jeg tænker mig, at den unge betroede disponent fra Grønborgs tømmerhandel i Kolding efter krigen ville ud og prøve kræfter med et større job.
Jeg kom i skole hos Franciscanersøstrene. Dem elskede jeg. Årene på Færøerne var lykkelige og dybt irriterende. Lykkelige på grund af naturen, den hest, jeg fik, og Franciskanersøstrene, der satte mit sind i bevægelse som et pendul mellem forførelse og agtpågivenhed over min dragning til den katolske kirke.

Irriterende, fordi jeg hele tiden både måtte hævde og skjule min danskhed. Jeg talte færøsk efter 2 måneder, jeg kunne efterligne en hvilken som helst dialekt, så ingen anede jeg var dansk. Men jeg og min familie tilhørte herrefolket. Det var de danskere, der satte sig på alle administrative og betydende poster. De kaldte mig danske tøs, især fordi jeg altid red, altid sås med en bog i hånden og aldrig strikkede som ordentlige færøske piger.

Næsten 10 år senere tiltrådte far et nyt job som direktør i Vesterbro Trælasthandel A/S i Århus, og vi forlod øerne. For mig var det største savn, at jeg ikke kunne tage min hest med. Nye venner, ridning, dans, uddannelse, kærlighed og børn, fik årene deroppe til at glide i baggrunden. Jeg kom på Katedralskolen, hvor jeg tog realeksamen i 1956, og derefter  studentereksamen fra Århus Akademi 1958, og efter forskellige afprøvninger af universitetsstudier og jobs, valgte jeg bibliotekaruddannelsen, som jeg færdiggjorde fra Danmarks Biblioteksskole 1965. Jeg begyndte som bibliotekar ved Århus Kommunes Biblioteker januar 1966 og jeg sagde farvel til dette herlige væsen marts 1999.