Pas på staten – Indfald og udfald om henfald og forfald kaster et kritisk blik på Danmarks udenrigspolitiske vilkår, international politik, menneskerettigheder, retsstat, demokrati, Ruslands ulovlige krig m.m. og udforsker spørgsmål om nationalisme. Gennem dybdegående analyse og refleksion søger forfatteren, Claus von Barnekow at belyse kompleksiteten af disse emner og opfordrer til en nuanceret forståelse af de politiske landskaber, der præger vores samtid.
Forhenværende udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller skriver i forordet, ”at Barnekows tekster udmærker sig ved klarhed og korthed. Derfor når han vidt omkring og er altid værd at følge.”
Det har visse indlysende fordele, når vor politiske ledere ved, hvad de taler om, og søger at sætte sig ind i en problemstilling, inden politiske holdninger udbasuneres.
I Pas på staten kommer vi vidt omkring, og emnerne inkluderer klimaforværring, koranafbrændingsidioti, russisk selvforståelse, Ungarns og Polens undergravning af Europarådet og EU, regerings- og udvalgte politikeres retorik vedrørende retsstat og menneskerettigheder, udenrigspolitiske vilkår for Danmark samt nationalisme.
Omtaler
Altinget giver bogen 4 A’er (AAAA) under titlen. ‘Tidligere ambassadør leverer hårdtslående debatbog om dansk udenrigspolitik’. De skriver desuden. “Diplomater er ofte lovligt diplomatiske som skribenter. Det gælder heldigvis ikke tidligere ambassadør i Europarådet Claus von Barnekow, der har udgivet en skarpsindig debatbog om alt fra Putins krig i Ukraine, koranafbrændinger og fascisme til fædrelandskærlighed og rigsfællesskabets fremtid.” Læs hele anmeldelsen her.
Den Danske Helsinki Komite anbefaler Pas på staten i deres nyhedsrev 10. juni 2024. “Claus von Barnekow er aktuel med en debatbog om dansk udenrigspolitik med indefra-perspektiv på Europarådet.”
Professor Marlene Wind skriver på Twitter: “Koranafbrændingsfundamentalisterne bør læse Claus von Barnekow: Vi har allerede en lov, der kan stoppe koranafbrændinger – den hedder ERMK [Den Europæiske Menneskerettighedskonvention], og den begrænser på ingen måde vores ytringsfrihed.”
Netmediet Indblik: “En af vore fremmeste kendere af Europarådet og Menneskerettighedsdomstolen, tidl. ambassadør Claus von Barnekow vurderer, at sagen imod Lars Findsen kan ende for Menneskerettighedsdomstolen, simpelthen fordi forsvaret hindres af, at væsentlige informationer i sagen hemmeligholdes.”
Lidt om Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki–Komité for Menneskerettigheder. Bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission). Handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock, cand.phil. i historie. Timelærer Flyvevåbnets Officersskole 1979–1981. Selvstændig forretningsmand 1974–1984. Ansat i Udenrigsministeriet 1981–2016. Poster i Kairo, Reykjavik, Stockholm, Strasbourg, Helsinki, Strasbourg. Ambassadør ved Europarådet, Strasbourg. Seniorrådgiver, Europarådets sekretariat. Pensioneret i 2016.
Dansk Bibliotekscenter –
Velskrevne tekster om komplekse emner. Det er tydeligt at forfatteren har stor erfaring og viden omkring arbejdet med de forskellige emne. På grund af emnernes kompleksitet, kræves et vist forudgående kendskab til fx udenrigspolitik, hvis man vil have det fulde udbytte.